Byg Garanti

Sådan er du sikret med Byg Garanti

Byg Garanti hjælper private forbrugere, hvis der er fejl og mangler ved det arbejde, som er aftalt med en byggevirksomhed i Dansk Byggeri. Ordningen dækker pr. den 1. juli 2017 med op til 150.000 kr. inkl. moms* pr. byggesag. Efter arbejdet er færdigt, dækker garantien i op til tre år for synlige fejl og op til ti år for skjulte fejl og mangler.

Byg Garanti dækker arbejde, der er udført for private kunder på deres private bolig:

  • én- eller to-familieboliger
  • forbrugerens egen ejerlejlighed eller andelsbolig
  • sommerhuse
  • privatbolig i forbindelse med blandet bolig- og erhvervsejendomme, herunder stuehuse til landbrug
  • lejeboliger, hvis arbejdet bestilles og betales af lejeren selv

 

Vilkår for Byg Garanti

  • Byg Garanti dækker kun den forbruger, som har indgået aftalen med håndværkeren
  • Forbrugeren skal reklamere til håndværkeren inden rimelig tid og efter, at manglen er eller burde være opdaget
  • Kravet må ikke være forældet
  • Det beløb, man maksimalt kan få dækket, vil blive opgjort på baggrund af Byggeriets Ankenævns kendelse, en dom, en voldgiftafgørelse eller en sagkyndig vurdering
  • Følgeskader eller indirekte tab er ikke dækket
  • Byg Garanti dækker ikke krav som følge af fejl eller mangler ved anlægs- og jordarbejder
  • Byg Garanti dækker ikke arbejde, som udgør en del af et nybyggeri med en samlet entreprisesum på over 1.000.000 kr. inkl. moms
  • Fejl ved materialer dækkes ikke

FAQ

Hvornår skal jeg reagere, hvis jeg opdager en fejl eller mangel?

Du skal reklamere rettidigt overfor den håndværker, der har lavet arbejdet – det vil sige inden rimelig tid fra du opdager en fejl eller mangel. Udbedrer håndværkeren ikke fejlen/manglen, så skal du snarest indgive en klage til Byggeriets Ankenævn.

Hvordan søger jeg om dækning via Byg Garanti?

Byg Garanti kræver som udgangspunkt en kendelse fra Byggeriets Ankenævn, for at der kan opnås dækning via garantien. En dom fra de almindelige domstole eller Voldgiftsretten kan dog også være tilstrækkelig, hvis den fastlægger arten og omfanget af manglerne

Hvad gør jeg, hvis jeg har fået medhold i min klage ved Byggeriets Ankenævn eller har fået en dom ved de almindelige domstole?

Kendelsen eller dommen skal sendes til Byg Garanti med anmodning om dækning, og dette skal ske senest 6 måneder fra udløbet af fristen, som håndværkeren har fået til at efterleve kendelsen eller dommen.

Hvad sker der, hvis jeg ikke har betalt hele fakturaen fra virksomheden?
Har du ikke betalt hele det beløb virksomheden har faktureret dig, kan Byg Garanti nægte dækning eller tilbageholde eventuel udbetaling indtil der er truffet en retslig afgørelse, indgået forlig eller lignende, vedrørende betaling, se vedtægternes § 6.
Hvad kan jeg få dækket via Byg Garanti?
Byg Garanti dækker det dokumenterede tab, der er lidt som følge af mangler ved et stykke håndværksmæssigt arbejde udført af et medlem af Dansk Byggeri. Arbejde, som håndværkeren ikke har udført endnu, er ikke dækket, ligesom følgeskader, skader på andre bygningsdele, beskadigede indboeffekter og beskadiget løsøre m.v. ikke dækkes. Der ydes endvidere ikke dækning for dit indirekte tab, f.eks. udgifter til flytning, opmagasinering af møbler, sagsomkostninger m.v., se vedtægternes § 7.
Hent vedtægterne her
Hvad kan jeg gøre, hvis Byg Garanti ikke dækker alle mine udgifter?

Udgiftsposter, som ikke er blevet dækket via Byg Garanti, men er fastslået i kendelse eller dom, kan eventuelt søges dækket ved at anlægge en sag ved fogedretten eller byretten.